Dybe venskaber giver os oplevelsen af at høre til, men ikke bare det, de giver os oplevelsen af at blive valgt til for den vi er. Ikke fordi vi er i familie eller skal arbejde sammen eller opfostre børn sammen eller er naboer, men fordi vi kender og forstår hinanden. De venner er vores livsvidner. De er med til at forme os og vores selvbillede. Når vi mister dem, er det selvfølgelig en dyb sorg, men vi har ikke så mange ord for vennesorgen. Når en ven, der kender os bedre end ret mange andre, og som vi deler noget livshistorie med, ryster det os selvfølgelig, og sorgen kan være lige så dyb som kærestesorg, og måske mere ensom, fordi den kan være forbundet med tabu og skam. Vi ved alle at det eksklusive kærlighedsforhold, der starter med forelskelse, kan være svært at holde i live, og de fleste har oplevet kærestebrud. Vi kan spejle os i digte, sange og film om denne sorgs mange facetter. I dag er der utallige podcasts om emnet. Men hvor går vi hen med vores vennesorg? Hvis vi forelsker os i et nyt menneske og ønsker at være kærester med dem, må vi forlade den kæreste, vi havde, men man kan jo sagtens have flere venskaber, så hvordan skal vi forklare, eller forstå, at vi blev valgte fra af et menneske, der kender os indefra?
Måske skal vi give os lov til at tale mere om vennesorgen. Måske kan det endda være med til at fordybe andre venskaber. Sorg har potentiale til at bringe os tættere på os selv og hvad der er allervigtigst for os i livet. Giver vi os lov til at gennemleve sorgen, er den vores vaccination mod bitterhed. Vi kan komme mere afklarede, følsomme og modige ud på den anden side. Måske endda med plads til taknemmelighed for det, der var.
Jeg har talt med Zetland om venskabsbrud, og hvordan vi kan være mest muligt respektfulde, når vi forlader et venskab. Du kan læse med HER.
