Parterapi
Kærligheden som en invitation
At indgå i en kærlighedsrelation er en af livets største og mest udfordrende gaver. Lige præcis i forhold til vores kærlighedspartner kommer vores smukkeste kvaliteter og også vores største sårbarheder i spil. Vi kan reagere irrationelt og ude af proportioner, når vi bliver ramt. Gamle sår kan springe op til overfladen og kalde på opmærksomhed, forståelse og heling. Kærlighedsforholdet er derfor en invitation til at kende os selv dybere og dermed bane vej for et endnu dybere møde.
Når man lærer at forstå, hvad der er på spil under overfladen, bliver det enklere at tale sammen og forstå hinanden. Derfra kan vi lettere møde hinanden med forståelse og medfølelse – i stedet for at blive defensive eller gå til angreb, fordi vi føler os misforstået, såret eller anklaget. Det styrker kærligheden og trygheden imellem os. Samtidig kan vi lære os selv bedre at kende og hele gamle sår, så vi kan gå mere helhjertet ind i livet. På den måde kan kærlighedsforholdet være en genvej til personlig udvikling.
Hverdagsstærk kærlighed
Kulturen tegner et billede af at kærlighed og det dybe seksuelle møde er noget, der kommer af sig selv. Film, sange og serier handler typisk om forelskelsesfasen, hvor kærligheden er et potentiale og en længsel præget af den enkeltes projektioner, eller om kærestesorgen når det hele er gået i stykker og vi skal samle vores hjertes stumper. Der er ikke meget hjælp af hente omkring hvordan vi skal leve den fuldbyrdede kærlighed i hverdagen og få den til at spire og vokse sig stærkere, tåle perioder med tørke og storm, for igen at finde foråret og blomstre. Lige som vi plejer kroppen med besøg hos tandlæge og fysioterapeut, kan parforholdet have brug for støtte for at trives, også før det hele ramler.
Psykologen som neutral trediepart
Der er selvfølgelig noget imellem jer to, som altid vil være helt jeres eget, og det er meget naturligt, hvis det kan føles lidt grænseoverskridende at involvere en fremmed fagperson. En udenforstående kan bidrage med et neutralt nærvær, som gør det lettere at lytte til, hvad den anden faktisk siger og føler, så I ikke så let farer vild i hinandens blindgyder. Det kan gøre det lettere at finde ind til det som forbinder jer, og til alt det I gerne vil sammen. Måske ud fra en større accept af jeres forskelligheder sammen med en villighed til at komme hinanden i møde.
Det er et fællesmenneskeligt træk, at vi har meget svært ved at lytte, når vi føler os angrebet eller anklaget og spontant får lyst til at forsvare os, eller måske endda angribe i forsvar. Fra det sted kan kommunikationen hurtigt gå i hårdknude og I kan komme til at slå skår i den dybebare tillid imellem jer. Derfor er det vigtigt at forstå baggrunden for jeres følelsesmæssige reaktioner hver især og skille lidt mere ad, hvad der handler om jeres relation, og hvilke reaktioner der handler om fortidige episoder f.eks fra tidligere forhold eller fra jeres opvækst og tilknytningsmønster.
I er meget velkomne til at kontakte mig.